Interessen for ultraløb er i kraftig vækst. Flere og flere kaster sig over de rigtig lange distancer, og man behøver ikke at være en supertynd løbenørd for at kunne være med. Kom med en tur gennem ultraløbets vilde historie, og bliv klog på, hvordan du skal spise, klæde dig på og forberede dig, hvis du selv får lyst til at løbe rigtig langt.
Indhold
Der var engang –
for ikke ret mange år siden – at et maraton var noget af det vildeste, man kunne kaste sig over i et par løbesko. Mange kendte nogen, der havde løbet et maraton, men det var de færreste, som selv havde prøvet det. Sådan er det ikke længere.
I dag er den mytiske distance på 42,195 kilometer blevet mere hvermandseje, selvom den er lige så hård, udfordrende og lang, som den altid har været. Alligevel har mange maratonløb nået en mæthedsgrænse, og flere kæmper med at tiltrække deltagere. Det skyldes dog ikke, at folk er holdt op med at løbe. Mens interessen for maratonløb mange steder er stagneret, er antallet af deltagere til ultraløb nemlig i kraftig stigning. Det viser en rapport, der er lavet af det store løbesite RunRepeat i samarbejde med den internationale sammenslutning af ultraløbere, IAU.
De har lavet en analyse af 15.451 ultraløb fra hele verden i perioden 1996-2018, og her kan man se, at antallet af deltagere ved ultraløb er steget fra 34.401 til 611.098 personer. Hvis vi hiver den store regnemaskine frem, svarer det til en stigning på intet mindre end 1.676 procent. Og havde det ikke været for en irriterende kæp i hjulet ved navn COVID-19, var tendensen sikkert fortsat frem til i dag.
Afslappende ultraløb
Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorfor vi er begyndt at se den kraftige stigning. Flere eksperter, Aktiv Træning har talt med, peger dog på, at mens mange maratonløb ligner hinanden, byder ultraløb på flere distancer, spændende udfordringer, sjove oplevelser og interessante historier. Og det tiltaler altså flere og flere løbere, som efter at have prøvet kræfter med maratonløb gerne vil se, hvad der gemmer sig på den anden side af de 42,195 kilometer.
Derudover bliver der peget på, at ultraløb giver en pause væk fra hverdagen, som mange har brug for. Vi har alle travlt på jobbet, derhjemme – og på turen frem og tilbage mellem de to steder. Men når du løber ultraløb eller træner til det, har du fred til kun at være dig selv. Der er god tid til at tænke over tingene og nå ind til nogle kerner af livet, du ikke kan på 10 sekunder i løbet af en travl hverdag.
Hvis man primært er interesseret i det ekstreme element, er der mange andre sportsgrene, man kan kaste sig over, men med ultraløb bliver man nødt til at trække stikket og finde ind i sig selv, hvis man vil i mål.
Fra Athen til Sparta
Det er dog ikke noget nyt, at vi mennesker har lyst til at løbe langt. Heller ikke de rigtig lange distancer. Et af de første ultraløb, man kender til, fandt sted i atletikkens hjemland, Grækenland.
Alle kender efterhånden historien om den græske soldat Phidippedes, der løb fra Marathon til Athen for at fortælle om grækernes sejr over perserne. Løbeturen dannede grundlag for den distance, vi i dag kender som et maraton, men det er stort set også det eneste, man kan tage med fra den historie, som bare er … en historie.
'Selvom Phidippedes efter alt at dømme var en virkelig person, løb han nemlig ikke fra Marathon til Athen. Han løb meget længere end det. Da generalerne i Athen – ifølge de historiske skrifter – i 490 f.Kr. opdagede, at perserne var på vej, befalede de nemlig Phidippedes at løbe fra Athen til Sparta for at bede om hjælp til at bekæmpe den fælles fjende. Og det er altså en tur på 246 kilometer, som Phidippedes tilbagelagde på bare 36 timer. Spartanerne afslog dog, da de ifølge deres tro ikke måtte rykke ud før den næste fuldmåne seks dage senere. På det tidspunkt var slaget dog tabt, men det er en helt anden historie.
I 1982 ville den engelske RAF-pilot John Foden i øvrigt se, om Phidippides’ bedrift overhovedet var mulig. Han var meget interesseret i græsk historie, og derfor arrangerede han et løb fra Athen til Sparta med fire af sine venner. Tre af dem fuldførte på under 40 timer, og sådan blev det verdenskendte ultraløb Spartathlon, der afholdes hvert efterår i Grækenland, født. I 1984 satte den græske ultraløber Yiannis Kouros rekord på ruten med 20 timer og 25 minutter, og den tid er der stadig ingen andre, som har været i nærheden af.
Mand mod hest
Udholdenhed har længe fascineret os. Helt tilbage i slutningen af 1800-tallet var det populært at lave udmarvende 6-dagesløb, hvor løberne – som både blev tilbedt og betalt som verdensstjerner – kæmpede mod hinanden på baner, mens tusindvis af tilskuere sad på bænke og fulgte med. Og det var ikke kun mennesker, som konkurrerede mod hinanden.
Et af datidens trækplastre var løb, hvor løbere konkurrerede mod heste. I 1880 købte 4.000 personer fx billet til at se 15 løbere og fem heste konkurrere om at løbe længst over seks dage. Heste er nemlig ikke lige så gode til at svede og holde sig afkølede som mennesker, og derfor bliver de nødt til at holde flere pauser og gå undervejs. Løbet foregik i et stort telt uden for Chicago, og konkurrencen var hård. På den sidste dag førte hesten Speculator, men under en kort pause faldt den om og døde. Herefter lå løberen Michael J. Byrne i spidsen, men han fik pludselig næseblod og faldt om, så han måtte bæres væk fra banen. En halv time senere var han dog klar igen, men nu lå hesten Betsy Baker i front. Den løb dog også tør for kræfter og måtte hvile sig i to timer, før den – hjulpet på vej af en spand champagne – kom tilbage på banen. Til sidst var det Michael J. Byrne, som vandt efter 930 kilometers løb, mens Betsy kom på andenpladsen med 906 kilometer på kontoen.
I dag findes der stadig ultraløb, hvor man kan konkurrere mod heste. Et af de mest berømte er ‘Man Against Horse’ i Arizona, USA. Og i modsætning til gamle dage bliver der passet godt på hestene undervejs i løbet. Fx bliver de flere gange tilset af dyrlæger, og så skal de have en puls på under 65, når de kommer i mål. Ellers bliver uret ikke stoppet.
Ultrastor opfindsomhed
Ligesom antallet af ultraløbere er stigende, gælder det samme for antallet af løb. Mange løbsarrangører er desuden opmærksomme på, at der er stor interesse for at prøve kræfter med ultradistancen, og derfor laves der mange ‘begyndervenlige’ ruter på 50 kilometer. Selvom man definerer et ultraløb som alt, der er længere end et maraton, skal du nemlig helst løbe 50 kilometer eller mere, hvis du vil have den hårde kerne i miljøet til at kalde dig ultraløber. Men er du frisk på at løbe så langt, er der til gengæld også mange typer ultraløb at vælge mellem, for arrangørerne kan være meget kreative.
De fleste løb bliver afholdt på bestemte distancer som fx 50 eller 100 kilometer, men løb på 50 eller 100 miles vinder også meget frem. Derudover er der løb, hvor man skal løbe så langt som muligt på tid – typisk 6, 12 og 24 timer – og så findes der ‘flerdagesløb’ som fx det 250 kilometer lange Marathon des Sables, hvor man hver dag – seks dage i træk – løber gennem ørkenen i Sahara på strækninger, som er mellem 14 og 91 kilometer lange.
De senere år er de såkaldte Backyard Ultra-løb også blevet meget populære. Det er rundeløb, hvor deltagerne hver time løber den samme strækning på 6,706 kilometer, indtil der kun er en enkelt løber tilbage. Distancen svarer til 100 miles divideret med 24, så man på 24 timer altså får løbet 100 miles. Det djævelske koncept blev opfundet i 2011 af amerikaneren Gary ‘Lazarus Lake’ Cantrell, der også står bag det mytiske ultraløb Barkley Marathons.
Rekorden for flest omgange til et Backyard Ultra-løb indehaves af amerikaneren Harvey Lewis, som i 2021 tilbagelagde ikke mindre end 85 omgange. Det svarer til 569,98 kilometer, som altså blev løbet over tre døgn og syv timer, hvor Harvey kun kunne hvile sig i det korte tidsrum mellem, at han kom i mål efter 6,706 kilometer og det næste hele timeslag, hvor en ny runde ventede.
Hos kvinderne har amerikaneren Courtney Dauwalter rekorden med 68 omgange, hvilket svarer til 455,93 kilometer. Den blev sat i 2020, og ligesom Harvey Lewis satte hun sin rekord til Gary Cantrells eget løb, Big’s Backyard Ultra.
Kvinderne trækker fra
Og netop kvinderne er et kapitel for sig selv, når vi taler ultraløb. Jo længere et løb er, jo mindre har kønnet nemlig at sige.
Selvom de fleste rekorder indehaves af mænd, haler kvinderne ind, jo længere en distance er. Undersøgelsen fra RunRepeat viser, at mens de mandlige deltagere ved 5-kilometerløb i snit er 17,9 procent hurtigere end kvinderne, skrumper forskellen til 11,1 procent ved maratonløb. Når vi kommer til 100 miles (161 kilometer), er mændene kun 0,25 procent hurtigere end de kvindelige deltagere, og ved løb på mere end 314 kilometer er kvinderne de hurtigste. Og det er et billede, mange ultraløbere kan genkende.
Ultraløb handler nemlig meget om tålmodighed, og det har kvinderne generelt mere af end mændene. Til løb er det derfor typisk mænd, som flyver afsted ved starten, mens kvinderne er bedre til at disponere deres kræfter. Så når mange mænd lidt groft sagt har brændt energien af på den første halvdel, fortsætter kvinderne forbi.
En anden interessant ting ved ultraløbere er alderen. Her er det nemlig ikke de unge, som er hurtigst. Ifølge statistikken klarer man sig bedst som ultraløber, når man er 40-50 år. Det skyldes, at ultraløb kræver tålmodighed, ro og et mentalt overblik, og det er ting, der ofte kommer med livserfaring. Jo flere kriser du har tacklet på din vej i livet, jo mere robust bliver du også. Og der kan komme mange kriser i et ultraløb.
Alderen er altså ingen hindring for at melde sig til et ultraløb, tværtimod. Der venter mange eventyr derude, så det er bare at snøre løbeskoene, fylde vand i rygsækken og vælge et af dem. Nårh ja – og så måske træne lidt.
Livet er ikke komfortabelt hele tiden
Navn: Jesper Kenn Olsen,
50 år.
Er træner for det danske landshold i ultraløb. Har den danske rekord i 48-timersløb med 332,6 kilometer og nordisk rekord i 6-dagesløb med 780 kilometer.
Længste løb: World Run, 26.232 km.
Hvorfor løber du ultraløb?
For mig handler det om nysgerrighed. Jeg løb mit første maratonløb som 15-årig. Det var tilbage i 80’erne, og dengang troede mange, at man ikke kunne løbe længere end 42,2 kilometer. Efter et par år fik jeg lyst til at løbe 50, og i 1998 opdagede jeg, at der også var noget, som hed 100 kilometer. Det tog jeg til Frankrig for at løbe, og jeg kom i mål efter 7 timer og 27 minutter. Det var dansk rekord, men der var nu heller ikke så mange, som løb den distance i Danmark.
Hvordan forbereder du dig til et løb?
Den fysiske forberedelse er kun 25 procent. De sidste 75 procent er det mentale, og det træner jeg bl.a. ved at fjerne noget af komforten i mit liv. I et ultraløb bliver du konfronteret med ting, der er vanskeligere end noget andet, du møder til hverdag. I dagene op til et løb kan jeg derfor finde på at sove på parketgulvet eller slukke for varmen derhjemme. Det lyder skørt, men det handler om at rykke grænsen for, at ting ikke er komfortable hele tiden.
Spiser du noget særligt op til et løb?
Der rammer du lige ned i mit ømme punkt. Dengang jeg voksede op med træning, var kost ikke så vigtigt. Så for mig har maden været en frihed. Hvis jeg vil spise en pose slik, gør jeg det. Det er selvfølgelig godt at spise sundt, og måske kunne jeg også blive lidt hurtigere, hvis jeg spiste et kilo rucolasalat om dagen, men det ville ikke gøre mig gladere.
Hvad gør du, når det gør ondt?
Det kække svar er, at man skal tænke på noget andet. Men det handler om at abstrahere fra de vanskelige punkter. Det kan fx være, man skal lytte til lidt musik. Ikke fra starten, for man skal gemme de gode faldskærme til senere, når det bliver rigtig hårdt. Det kan være, man har en Ritter Sport i rygsækken til et bestemt sted på ruten, eller der er noget familie, som venter et af de svære steder. Det er meget individuelt – bare det flytter opmærksomheden.
Hvad er dit bedste råd, hvis man vil prøve et ultraløb?
Det er at være tålmodig og nysgerrig. Vælg et løb næste år, og tag nogle lange træningsture. Man får mental styrke under træningen, og en ultraløbers talent er først og fremmest det mentale. Der er også noget stædighed i det. Og hygge! Hvis du ikke kan hygge dig og få noget positivt ud af turen, bliver det svært.
Alle får ondt til et ultraløb
Navn: Stine Rex, 42 år.
Ultraløber, fitnesschef og foredragsholder. Har europæisk rekord i 48-timersløb med 384 kilometer og verdensrekord i 48-timersløb på løbebånd med 341,86 kilometer.
Længste løb: 384 kilometer på 48 timer i Fårup Sommerland.
Hvorfor løber du ultraløb?
For det første er det megafedt, at man kan løbe ultraløb på mit niveau i en alder af 42. Og så ved jeg, at når jeg bliver ældre, bliver jeg endnu bedre. Det er en sportsgren, hvor mændene ikke skal have en tung rygsæk på, for at vi kvinder kan følge med, for når vi kommer over 200 kilometer, kan vi sagtens følge med.
Det er også et eventyr at være med. Når man rejser og løber så mange kilometer, får man også en masse oplevelser og ser mange ting. Man har mange kriser undervejs – faser, som man gennemgår – så man lærer sig selv bedre at kende.
Hvordan forbereder du dig fysisk til et løb?
Du kan sætte mig til at løbe i 24 timer, lige når det skal være. Men hvis jeg skal præstere til et særligt løb, kan jeg godt lukke mig inde i mig selv i ugen op til. Så er jeg mere stille og koncentreret, ligesom jeg sørger for at få sovet og spist rigtigt.
Spiser du noget særligt op til et løb?
Jeg spiser faktisk det, jeg plejer. Jeg vil ikke eksperimentere med noget nyt og få dårlig mave, så jeg spiser en del kulhydrater som ris og pasta. Og masser af protein og grøntsager. Og så drikker jeg alt for meget Faxe Kondi Free.
Hvad spiser og drikker du så under et løb?
Jeg spiser for det meste Karolines tomatsuppe med små pastastykker. Det er nemt at få ned, og så kan jeg hurtigt drikke det fra en kop. Hvis det er varmt, vil jeg også gerne have is. Og så elsker jeg Snickers med nødder.
Hvad har din største oplevelse med ultraløb været?
Der har været så mange. I 2019 vandt jeg Ultrabalaton i Ungarn. Det er et løb på 220 kilometer, og jeg kom i mål efter 22 timer og 21 minutter. Der var 11.000 deltagere, som bagefter klappede, mens den danske nationalmelodi blev spillet. Der havde jeg det, som om jeg var med til OL.
Hvad er dit bedste råd, hvis man vil prøve et ultraløb?
Man skal ikke være bange for at fejle. Tag det som en udfordring, og sig til dig selv, at hvis du ikke gennemfører første gang, gør du det nok anden gang. Tag chancen, og se, hvad der sker. Og sørg for at spise og drikke en masse undervejs.
Hvad gør du, når det gør ondt?
Jeg tænker, at det kan godt være, det er hårdt lige nu, men om en time er det nok anderledes. Alle får ondt til et ultraløb. Men det er dem, som kan holde smerten ud og fortsætte med at løbe, der kommer i mål.
I juli i år gennemførte seje Stine som en af blot 100 ultraløbere det benhårde Death Valley Badwater Marathon.
Løbet strækker sig over 217 kilometer, og undervejs skal man både over bjerge og ørkensand i ekstremt høje temperaturer.
Stine kom i mål som nr. 17 ud af i alt 100 og løbere og blev nr. 7 blandt kvinderne.
Hun er den første dansker til at kvalificere sig til løbet - og til at gennemføre.
