1. Sko
Det er ikke, fordi sommerløbet stiller særlige krav til dine sko – du skal stadig gå efter en model, der passer til din løbestil og dine behov. Og så alligevel. Skoen skal også være så luftig og åndbar som muligt, så dine fødder ikke koger over og bliver svedige. Glem derfor alt om Gore-Tex og tætte vandskyende materialer – de hører vinteren til.
>> FÅ MASSER AF tips til din træning, motivation, konkurrencer, opskrifter og forslag til øvelser direkte i din mail. Klik her for at få vores populære nyhedsbrev. <<
Vi har samlet alt, hvad du skal vide, inden du skal købe dit næste par løbesko. Læs her.
2. Solcreme
Solens stråler skader huden. De giver forbrændinger og øger risikoen for hudkræft. En god solcreme beskytter mod alt det, og påført rigtigt kan solcreme blokere op mod 98 % af solens skadelige stråler. Mange oplever dog, at cremen hæmmer hudens evne til at svede, og at den løber ned i øjnene. Det handler dog meget om at vælge den rigtige creme med de rigtige egenskaber – og om at bruge den korrekt:
1. Vælg en creme med kemisk filter. Modsat en creme med fysisk filter – der lægger sig som en hinde oven på huden - trænger det kemiske filter ind i huden.
2. Smør cremen på 30 min. før træning. På den måde kan den nå at trænge ordentligt ind i huden, inden du begynder at svede.
3. Brug rigeligt for at få en ordentlig effekt. Ca. en tsk. til ansigt og nakke, en tsk. til hver arm og hvert ben og en til både forsiden og bagsiden af kroppen.

En tyndtflydende sololie med fin beskyttelse. Den er nem at påføre, trænger hurtigt ind og er prydet med både Svane- og allergimærke. Pris: 99.95 kr. for 150 ml / Derma.dk (vær opmærksom på, at prisen kan ændre sig).
3. Overdel
Der er flere veje at gå, når vi snakker overdel til sommerløb. Det handler enten om at opnå mest mulig ventilation, svedtransport eller solbeskyttelse. Det mest ventilerede valg er en åben, løs singlet, der via store ærmegab, åben hals og løs pasform lader masser af luft cirkulere om kroppen. Det mest svedtransporterende valg er en tynd, tætsiddende overdel i et materiale, der suger sveden væk fra kroppen og lader den fordampe. Den løsning kan virke lidt kvælende på en varm dag, men når sveden fordamper fra kroppen, trækker det energi ud af overfladen og virker dermed kølende. Endelig kan du skærme dig for solen med en tynd, langærmet trøje med højt SPF-indeks. Denne kan enten være løs eller tætsiddende. Under alle omstændigheder vil du have noget, som er let, lyst og tyndt, og som ikke holder på sveden.
4. Sokker
Sokkerne virker måske ubetydelige, men netop til sommerløb, hvor svedige fødder og fugtige strømper kan give grimme vabler og gnavsår, er sokkerne essentielle. Du skal gå efter en tynd sok, der lader foden ånde. Den skal være svedtransporterende og ikke holde på sveden, og så må der gerne være ekstra polstring omkring hælen og under fodballen, hvor vabelrisikoen er størst. Derudover skal materialet ikke være for glat. Glider sokken i skoen, skaber det ekstra friktion og forhøjet vabelrisiko.

Lækre sokker i en god kvalitet. Modellen her er den tyndeste og mest åndbare fremstillet i klassisk iWick, der leder sveden væk fra huden. Kompression omkring svangen giver ekstra komfort. Pris: 125 kr. / Feetures.com
5. Shorts
Ligesom T-shirten skal shortsene være luftige og lette og lade dig komme af med varmen. Den klassiske løsning er et par korte splitshorts, hvor en dyb slids i siden giver masser af luft til lårbasserne. Er det for udfordrende, er der også andre mere tækkelige løsninger. Endelig kan et par korte tights være en god idé, da de beskytter inderlårene mod de gnavsår, der kan opstå, når svedig hud gnider mod svedig hud.
6. Briller
Et par solbriller beskytter øjnene mod sol, vind og støv. Når du skal løbe med dem, skal de være lette og velsiddende – og meget gerne have brillestænger og næsebro beklædt med silikone eller anden belægning, så de ikke glider ned eller hopper undervejs. Gå efter en relativt åben brille; ellers kan de godt dugge.

Efter sigende verdens letteste løbebrille – 22 g er i hvert fald ikke meget. Gennemgående linse med wrap-around-design, der får brillen til at følge ansigtets form og beskytter hele synsfeltet. Linse i Oakleys kendte Prizm-teknologi, der fremhæver kon traster, så ujævnheder og huller står tydeligere frem. Pris: 1.540 kr. / Oakley.com
7. Kasket
En kasket beskytter ansigtet og hovedbunden mod sol og suger også noget af den sved, der ellers måtte løbe ned i ansigtet. Gå efter en let og velsiddende kasket i lyse farver. Den skal være ventileret i toppen, da du afgiver meget varme gennem hovedet, og hovedet skal helst ikke lukkes inde af en tyk, tæt lærredskasket.
8. Vandflaske
Væske er afgørende på varme dage. Det opretholder væskebalancen og hjælper mod varmestress. Derudover virker det også nedkølende at hælde en kop vand over hovedet eller ned ad nakken.

Skal du have meget væske med, er den bedste løsning en såkaldt camelbak: en stor væskeblære, der bæres i en rygsæk, og som du kan suge væske ud af på farten. Der er masser af versioner, men denne her er blandt de mest minimalistiske. Let og velsiddende harness-bæresystem og en 2-liters blære med drikkeslange. Enklere bliver det ikke. Pris: 795 kr. / Uswe-sports.com