Mand på mountainbike
Fuld fart i sving© Foto: iStock

Powerpas: Hold farten og flowet på mountainbiken

Træning af svingteknik er genvejen til markant mere fart og teknik i sporet.

1. november 2021 af Martin Kreutzer

Powerpas: Optimal Svingteknik

Intensitet: Lav-mellem

Udbytte: Teknik og styrke 

Varighed: 10 minutter

Sværhedsgrad: Begynder og øvet

Fokus: Flow og acceleration

Krav: En fald eller let dalende sti, gerne 1-2 meter bred, med ca. 90 graders sving

Små, kringlede stier er det rene slaraffenland for mountainbikeentusiaster. Når sporet snor sig gennem skoven, er det muligt at opnå samme flow, som bølgesurferne og slalomløberne på skipisten begejstres af. Det kræver dog, at teknikken er på plads, for uden den rette kurveteknik udebliver flowet og erstattes af en opslidende hakken sig gennem skoven med konstante opbremsninger og accelerationer, der både koster på kræfterne og humøret. Selv den stærkeste motor spiller fallit, hvis du ikke kan bringe farten elegant med igennem svinget. 


Det må mange en landevejsrytter sande, når han begiver sig ud i skoven og opdager, at de kraftfulde lår og den tårnhøje kondi nok leverer varen, når der tonses grusvej, men er helt ligegyldige, så snart man rammer de snedige spor. 


Heldigvis er der en løsning på udfordringen. Hvis du dedikerer en smule tid og energi til at træne den rette kurveteknik, vil du efter få uger have løftet dine evner markant og kunne finpudse teknikken træningspas efter træningspas. Det er guld værd – ikke kun for farten, men absolut også for humøret, for der er intet mere berusende end at suse flowfyldt gennem skoven.

Hvem opfandt mountainbiken, og hvilken mountainbike er bedst? Få svar på de mest googlede spørgsmål om mountainbikes her.

Dit træningspas

Opvarmning 

  • Find et uforstyrret stykke singletrack med mindst ét og gerne tre-fire halvskarpe sving. Sektionen må gerne loope tilbage til start eller kunne køres i begge retninger. 

  • Kør frem og tilbage 5-10 gange for at få en grundlæggende føling med underlaget. 

  • Hold tempoet lavt. Du er blot i gang med at varme op til selve træningspasset.

Passet 

  • Start 100 meter fra svinget, som du vil træne at gennemkøre. Kør med moderat fart frem imod det. 

  • 15-20 meter fra svinget: Indtag grundpositionen, stående let op, så bagdelen er fri af sadlen, med vandrette pedaler, let bukkede arme og blikket rettet 10-15 meter frem i sporet. 

  • Sænk om nødvendigt farten ved at aktivere begge bremser 10 meter inden svinget.

  • Slip begge bremser senest 5 meter inden, og gennemkør svinget uden at bremse.

  • Undlad at træde i pedalerne, mens du kører gennem svinget. Hold inderste pedal oppe i kl. 12-position for at forhindre den i at ramme jorden.

  • Ret blikket og cyklen mod kurvens yderside. Målet er at gennemkøre svinget fra ydersiden, tæt ind gennem midten og ud ad ydersiden. Herved øger du kurvens radius og mindsker behovet for at dreje på styret.
     
  • Kig hele tiden frem i den bane, som du ønsker at følge. I praksis betyder det, at dit hoved hele tiden er drejet lidt mere end forhjulet. 

  • Træd cyklen op i fart, så snart du er gennem svinget (medmindre der kommer en ny kurve i direkte forlængelse heraf).

Fra begynder til garvet

Begynder
Lav 5 til 10 gennemkørsler i hver retning, hvor du øver dig i at tage mere og mere fart med igennem svinget. Har du mod på det, kan du øve dig i at bremse senere og senere.

Garvet
Lav 10 til 15 gennemkørsler i hver retning. Øv dig i at tage stadig mere fart med igennem svinget. De sidste fem gennemkørsler krydres med at træde cyklen maks. op i fart, når du er kommet igennem svinget.

TIPS


  • Tyndgepunktet - hold kroppens tyngdepunkt centralt over krankboksen, og drej kroppen let ind i kurvens retning.

  • Pedalerne - inderste pedal holdes oppe, og den ydre er i nederste position. Læg ekstra tryk på den nederste fod for at få knopperne til at bide i underlaget.

  • Cyklen - læn cyklen ind i svinget ved at strække den inderste arm igennem. Den yderste bukkes samtidig til cirka 90 grader. Prøv at dreje mindst muligt på styret, og lad i stedet cyklens hældning styre cyklen

  • Giv agt - kør efter forholdene. Kan du ikke se rundt i svinget, eller er der mange ujævnheder i sporet, gennemkøres det forsigtigt med fokus på at reagere hurtigt på uventede begivenheder

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: