Ved en fibersprængning rives et antal muskelfibre over. Ved en forstrækning sker der et voldsomt træk i musklen, men muskelfibrene rives ikke helt over, og helingsprocessen foregår meget hurtigere.
Hold dig i ro i 2-3 dage, og prøv så at lave nogle forsigtige strækøvelser. Gør det dagligt, hvis de ikke er smertefulde. Når den værste ømhed har lagt sig - formentlig efter 4-6 dages pause - kan du forsigtigt begynde med egentlig genoptræning.
Her vil første fase være at spænde i musklen og slappe af. Senere kan du lave større bevægelser med benet. Hvis det efter en uge stadig er for smertefuldt at løbe i langsomt tempo, bør du opsøge en fysioterapeut. Så er det nok en fibersprængning, som kræver 3 til 5 ugers pause.