Asfalt er faktisk ikke det hårdeste underlag, du kan udsætte dine fødder og ben for, når du løber. Kommer du ind på fortovet, så får du kraftigere stød op igennem kroppen, fordi betonfliserne er meget hårdere end asfalt.
Der er en direkte sammenhæng mellem hårdheden af underlaget og risikoen for skader. For jo hårdere et underlag er, jo flere kilo stød banker du op igennem fødder, ben, hofter og ryg. På asfalt kan det være mere end 3 gange din egen kropsvægt for hvert eneste skridt, du tager.
Et godt råd er, at du forsøger at veksle mellem de forskellige underlag. Det kan være alt fra asfalt til løbebånd, grusstier, skovbund, atletikbane, græs og sand. Ved at veksle mellem underlagene mindsker du belastningen på kroppen, nedsætter risikoen for skader og bliver en mere komplet løber.