Dine fødder bærer dig 365 dage om året, og de fortjener lidt opmærksomhed. Ved at lave øvelser specifikt for fødderne kan du reducere din risiko for skader, bekræfter et studie blandt 118 motionsløbere. De blev tilfældigt inddelt i to grupper, hvoraf den ene skulle følge et guidet træningsprogram med fokus på fødder og ankler i otte uger. Derefter skulle de træne videre på egen hånd. Da der var gået et år, sammenlignede eksperterne de to grupper, og fodtræningen havde tydeligvis båret frugt. Risikoen for løbeskader var reduceret med hele 41 procent sammenlignet med gruppen, som ikke havde fulgt programmet. Ifølge eksperterne gælder det om at holde ved fodtræningen gennem længere tid, for i forsøget kunne de især se en forebyggende effekt efter fire måneder.
Kilde: The American Journal of Sports Medicine