Jo, det kan det godt. Og det kan oven i købet være en god idé at nøjes med mere moderat vægttræning, hvis du mister motivationen ved udsigten til 'brændende' muskler og forgæves forsøg på at løfte de tunge vægte en sidste gang.
Moderat anstrengelse under styrketræning giver mere synlige resultater end slet ingen styrketræning. Selvom du ikke presser dig til det yderste, er det stadig vigtigt, at du træner regelmæssigt og husker at øge vægten jævnligt, så du udfordrer dine muskler.
Der er dog ingen tvivl om, at du får bedre og hurtigere resultater ved at træne 'til udmattelse', som det hedder i trænerjargon. Så hvis du fx træner knap så intensivt under 2 træningspas, kan du måske sætte dig op til at træne til udmattelse på ugens tredje træningsdag.