Gruppe, der træner med medicinbold

Har du prøvet kræfter med en medicinbold? 

Træn hele kroppen med en medicinbold

Fitnesscenteret bugner af udstyr, men der er andet grej, som langt sjældnere bliver taget i brug. I vores nye serie guider vi til det oversete udstyr – denne gang medicinbolden.

17. december 2021 af Jesper U. Larsen

Hvad er det? 

En medicinbold fås i flere vægtklasser, med forskellige slags overflader samt med eller uden håndtag. Den traditionelle medicinbold er en fast og hårdt oppustet træningsbold med en ru eller nubret overflade. Den kan bruges til mange øvelser, hvor du vil tilføje vægt, fx russian twists og overhead lunges, eller hvor du skal kaste en bold til en makker. En wall ball er en blødere udgave af medicinbolden med en lidt større diameter. Den er bl.a. velegnet til øvelser, hvor du kaster bolden op ad en væg. 


Endelig er der varianten slam ball, som kan holde til at blive kastet hårdt mod jorden eller væggen, og som ikke hopper tilbage, når den rammer. 

3 fordele

  • Medicinbolden kan bruges til styrketræning for stort set alle muskler, især ryg- og mavemuskler samt skuldre og arme. 

  • Du får afvekslende og sjov træning. I modsætning til fx en håndvægt kan du kaste med den. 

  • Bolden er god til eksplosiv træning, som styrker din hurtighed og koordination. Samtidig kan du få pulsen op og øge din forbrænding.

Øvelsen wall ball styrker musklerne i hele kroppen og sender pulsen op. Prøv den fx som en finisher til slut i din styrketræning. Udfør 3-4 sæt a 15 gentagelser med et halvt minuts pause mellem sættene.

Wall ball

Stå cirka en armslængde fra en væg med fødderne i skulderbreddes afstand. Hold bolden foran brystet, og gå ned i en squat. Rejs dig eksplosivt op, mens du kaster bolden højt op mod væggen. Grib bolden, samtidig med at du går ned i en squat igen. Hold et jævnt tempo i hele bevægelsen.
Twisted slam ball

Twisted slam ball 

Stå med fødderne i skulderbreddes afstand. Løft bolden op over hovedet, og kast den hårdt ned i gulvet ved siden af din ene fod. Sænk dig ned i squat, og grib fat om bolden igen. Rejs dig, løft bolden over hovedet, og smæk den nu i gulvet på den modsatte side. Forsøg at holde et jævnt tempo gennem hele bevægelsen.

Vidste du, at...

... medicinboldens historie går helt tilbage til oldtidens Grækenland? Det var dog først i 1800-tallet, man begyndte at kalde den for en medicinbold. Den amerikanske professor Robert Jenkins Roberts skrev, at brugen af bolden “styrker kroppen, fremmer fordøjelsen og genopretter og bevarer ens sundhed”. Da ordet medicin var et synonym for sundhed, gav navnet faktisk god mening dengang.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: