I takt med den voksende triatloninteresse bliver havsvømning også mere og mere populært. Sæsonen går typisk fra 1. maj til 1. oktober, hvor vandtemperaturerne gør det muligt at gennemføre længere ture.
Kom i gang med havsvømning
På udstyrssiden er nogle tætte svømmebriller og en farverig badehætte et must, ligesom en god våddragt og en såkaldt havtaske – en synlig, oppustelig pose, du også kan have din pung og mobil i – en god investering.
Det kræver træning at blive en god havsvømmer, da forholdene er noget anderledes end i svømmehallen. Dels er vandet langt mere uroligt, og dels er det noget sværere at orientere sig.
En god idé er at finde en makker, du kan svømme med. Svøm altid tæt på kysten, og start et sted uden for meget bølgegang. Og så er det ellers bare at nyde det våde element.