Sådan finder du den perfekte løbemusik

Den rigtige løbemusik kan betyde meget for din træning, men det er ikke ligemeget, hvad du vælger at lytte til. Se her, hvordan du finder den musik, der passer til dig.

28. november 2019 af Jesper U. Larsen

Forskning viser, at musik kan få dig til at præstere bedre på løbeturen. Det er dog ikke lige meget, hvad du lytter til, hvis du for alvor vil høste gevinsterne.

Først og fremmest er det vigtigt at vælge sange med en god rytme og et hurtigt beat. Derfor skal du interessere dig lidt for musikkens BPM (beats per minute) - på dansk kaldet antal taktslag.

Tæl dine skridt

Hvis musikken bare skal bruges som soundtrack til løbeturen, så er sange med 120-134 BPM egnede til løb i moderat tempo, mens 135-150 BPM passer til intensivt løb. Skal dine løbeskridt derimod synkroniseres med musikken for at holde en bestemt fart, ligger det optimale taktslag typisk inden for 150-180 BPM.

Du kan gå grundigt til værks og tælle dine skridt for at finde ud af, hvor mange gange du sætter en fod i jorden pr. minut under fx roligt løb, tempoløb og intervaller. Derefter kan du finde sange med det samme antal BPM.

Der findes en række apps og websites, som kan hjælpe dig med at sammensætte en playliste på baggrund af BPM, fx jog.fm. En anden løsning er Spotify Running , der automatisk måler dit løbetempo og afspiller musik med et passende antal slag i minuttet.

Vælg med hjertet

BPM er dog ikke alt. Gode løbenumre kan også have andre kvaliteter – fx en god energi eller et budskab, der giver dig ekstra vilje og fart i løbeskoene – ligesom en sang med det perfekte BPM fejler, hvis du bare ikke bryder dig om den.

Derfor skal du altid vælge musik, som du godt kan lide og meget gerne som du forbinder med positive oplevelser. 

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: