
Plus: God pasform. Lækre detaljer.
Minus: Lidt bred forfod.
Konklusion: Man kan efterhånden mærke den knowhow, Reebok har opbygget, når det gælder crossfit. Skoen er fremragende til alt fra tunge løft til rebklatring og korte, intensive sprinter.
Pris: 1.000 kr.
Reebok CrossFit Nano kommer nu i sin 5. udgave. Den dedikerede crossfitsko har længe været mange atleters foretrukne, og det bør denne udgave på ingen måde lave om på. Den har fået endnu flere crossfitspecifikke detaljer og er, som vi ser det, nok den bedste version af sig selv hidtil.
Skoen er overordnet set blevet mere minimalistisk. Vægten er reduceret, hældroppet er sænket fra 5 til 3 mm, og overdelen er blevet forstærket med et tyndt net af kevlar frem for gummi.
Pasformen er lige i skabet med et godt greb om hælen og god plads til tæerne, så foden kan arbejde. Enkelte testere fandt dog forfoden lidt for bred. Ydersålen har en fin profilering og giver et godt greb i underlaget.