Flere crosstrainere i et træningscenter med motionister
Skaderisikoen på crosstraineren er meget lille, da der ikke er nogen landing involveret i bevægelsen.© iStock

Kom i form med crosstrainer: Se guide her

En crosstrainer indgår i mange træningsprogrammer med henblik på vægttab. Med en crosstrainer kan du let forbrænde op imod 300 kalorier på blot 30 minutters træning - uden stor risiko for skader. Læs om den populære kardiomaskine her.

Fitnesscenteret byder på mange muligheder, når du vil træne din kondition. Her giver vi dig en guide til en af de helt store favoritter indenfor fitness - crosstraineren, der også er kendt som en elliptisk træner. Vi dykker ned i de fordele og ulemper, der er ved den effektive og skånsomme kardiomaskine og viser, hvordan du får mest muligt ud af den. 

Guide til crosstrainer

Hvad er en crosstrainer?

Hvilken slags træning kan man lave på crosstraineren?

Hvad er fordelene ved crosstraineren?

Hvordan bruger jeg crosstraineren?

Hvilket udstyr skal jeg bruge på crosstraineren?

Kan man tabe sig på en crosstrainer?

Hvor lang tid skal man bruge på en crosstrainer?

Hvad er bedst crosstrainer eller løbebånd?

Hvad er bedst crosstrainer eller motionscykel?

Hvem opfandt crosstraineren?

Er der nogen ulemper ved crosstraineren?

Hvordan finder jeg en god crosstrainer?

Hvilken crosstrainer skal jeg købe?

Hvad er en crosstrainer?

Crosstraineren er en populær kardiomaskine, som findes i langt de fleste fitnesscentre. Den kaldes også for en ellipsetræner, hvilket henviser til, at dine fødder, som hele tiden er placeret på fodpladerne, kører i en elliptisk bevægebane. En crosstrainer er typisk udstyret med bevægelige arme samt et fast greb i midten. Tager du armene med, træner du således muskler i både over- og underkrop og får dermed en effektiv gang helkropstræning, som kan være med til at få dig i topform. 

Hvilken slags træning kan man lave på crosstraineren?

Du kan stort set træne på samme måde på crosstrai­neren som ved løb. Det bliver dog nemt kedeligt bare at ‘løbe’ på stedet i halve og hele timer i et jævnt tempo, så intervaller vil ofte være et sjovere valg. Du kan fx lave pyramidetræning, hvor du ‘løber’ stærkt i et minut og bagefter langsomt i et minut, herefter stærkt i to minutter, langsomt i to minutter osv. – op til fem minutter og ned igen til et minut. De fleste crosstrainere har indbyggede træningsprogrammer, så du behøver ikke selv at være kreativ med planlægningen.

Hvad er fordelene ved crosstraineren?

Crosstraineren er nem at bruge, uanset om du er begynder eller garvet, og det er manges favoritmaskine i centeret. En af fordelene er, at det er en skånsom maskine. Du bærer din egen vægt ligesom på løbebåndet, men fordi du hele tiden har fødderne på fodpladerne, undgår du de hårde stød op gennem benene, du får, når du løber. Bevægemønsteret minder om løb, og maskinen styrker de løberelevante muskler i især hofter, forlår og baglår. Den er derfor et rigtig godt alternativ, hvis du døjer med smerter ved løb, eller hvis du bare vil have et skånsomt supplement til løbetræningen.

3 plusser:

  1. Træner både overkrop og underkrop.
  2. Mere skånsom for dine led end fx løb.
  3. Kan bruges af folk på alle niveauer.

Grafisk oversigt med nummeret vejledning til crosstraineren
Hvordan bruger jeg crosstraineren?

Hvordan bruger jeg crosstraineren?

Det er meget let at lære at bruge crosstraineren, men der kan godt gå et par gange, før bevægelsen føles helt naturlig. Følg de her tips til den rette teknik på maskinen.

  1. Fødderne er placeret på fodpladerne hele tiden. Det er o.k., at hælene letter lidt, men pas på, at du ikke kommer til at løbe oppe på tæerne. Det kan give følelsen af ‘sovende fødder’.
  2. Du kan nemt komme til at falde sammen, så fokusér på at holde overkroppen rank.

  3. Hold dine skuldre afslappede, og hav en let bøjning i albuerne.

  4. Træk aktivt håndtagene frem og tilbage med armene.

  5. Benene arbejder dynamisk i en forlæns bevægelse, som minder om løb eller langrend.

Hvilket udstyr skal jeg bruge på crosstraineren?

Crosstraineren kalder ikke på andet udstyr end almindeligt svedtransporterende træningstøj, et par gode indendørssko eller løbesko samt en vandflaske. Så det er supernemt at komme i gang. Du kan evt. løfte træningsoplevelsen med et par høretelefoner, så du kan høre din egen spilleliste eller en podcast, mens du giver den gas på maskinen. 

Skematisk inddeling af forskellige cardiomaskiners kalorieforbrænding over tid

Kan man tabe sig på en crosstrainer?

Crosstraineren kan sagtens hamle op med centerets andre kardiomaskiner, når det gælder forbrænding. I et forsøg sammenlignede forskere fra University of Wisconsin–La Crosse 10 forskellige kardiomaskiner. Deltagerne blev sat til at træne på maskinerne ved forskellige intensiteter på en RPE-skala fra 6 til 20. RPE står for rating of perceived exertion og dækker over, hvor hård træningen føles. I skemaet ses kalorieforbrændingen ved en RPE på 13 (medium intensitet), og her fremgår det, at kun løbebåndet og trappemaskinen forbrændte flere kalorier end crosstraineren. Deltagerne forbrændte altså i gennemsnit 303 kalorier på blot 30 minutter på en crosstrainer.  Kilde: ACE

Hvor lang tid skal man bruge på en crosstrainer?

Crosstraineren giver dig et skånsomt og sjovt træningsforløb, hvor du let kan bruge 30 minutter til 60 minutter på kardiomaskinen. Dog vil vi sige at 30 minutter nok er mere passende for nybegyndere, hvor de mere øvede sagtens kan træne 60 minutter eller mere på crosstraineren. Bruger man altså 30 minutter på en crosstrainer 3 gange om ugen, kan man effektivt tabe sig med den rette kost.

Hvad er bedst crosstrainer eller løbebånd?

Der er som sådan ikke noget bedre end det andet. Går du efter en sjov helkropstræning med minimal risko for skader, så er crosstraineren noget for dig. Men forsøger du, at forbrænde så mange kalorier som muligt, er løbebåndet din bedste ven.


Hvad er bedst crosstrainer eller motionscykel?

Objektivt kan du forbrænde flere kalorier med 30 minutters træning på crosstraineren end 30 minutter på motionscyklen. Men synes du ikke at denne motionsform er sjov eller interessant nok for dig, så er motionscyklen nok kardiomaskinen for dig.

Hvem opfandt crosstraineren?

Crosstraineren er i dag en så naturlig del af inventaret i fitnesscentrene, at det kan virke, som om den altid har været der. Men faktisk er det en relativt ny opfindelse. Det hele startede med amerikaneren Larry Miller, som ville opfinde en maskine til sin datter, der var en talentfuld tennisspiller. Maskinen skulle kunne bruges til effektiv konditionstræning, men være mindre belastende for kroppen end løbebåndet. Det blev til den første primitive version af crosstraineren, som producenten Precor fik nys om, og de udviklede videre på Millers opfindelse. I 1996 sendte de deres første Elliptical Fitness Crosstrainer, model EFX 544, på markedet. Den første version var uden de bevægelige arme, som først kom til i en senere version nogle år efter.

Er der nogen ulemper ved crosstraineren?

De manglende stød op gennem kroppen, som gør crosstraineren til et skånsomt alternativ til løb, er på nogle parametre faktisk en ulempe. Det gør nemlig, at du ikke i samme grad som under løb styrker knoglerne. En anden ulempe er, at man kan komme til at træne for let i maskinen, hvis man ikke skruer tilstrækkeligt op for modstanden. Derfor risikerer man, at det bliver til ren ‘hyggetræning’, som ikke rigtig rykker det store.

Hvordan finder jeg en god crosstrainer?

Hvis du skal ud at købe en crosstrainer til hjemmebrug, er der flere ting, du bør holde øje med. Det er bedst, hvis du har mulighed for at prøve maskinen, før du køber, så du får den, der passer bedst til dig.

  • Forhjulsdrevet eller baghjulsdrevet. Dette henviser til, om svinghjulet er placeret foran eller bag på maskinen. Typisk vil en forhjulsdrevet crosstrainer give en mere naturlig bevægelse, som minder mest om den, du kender fra fitnesscenteret. Til gengæld er den også mere pladskrævende og dyrere end de baghjulsdrevne modeller.
  • Skridtlængde. Hvis du gerne vil have en bevægelse, som minder mest om løb eller langrend, bør du vælge en maskine med en skridtlængde på minimum 40 cm, men gerne endnu længere. En kortere skridtlængde (som man typisk finder på billigere og baghjulsdrevne maskiner) giver derimod en mere cykelagtig bevægelse.
  • Vægt. Ud over selve maskinens vægt siger også den maksimale brugervægt noget om, hvor stabil maskinen er. Den kan derfor være værd at kigge på, uanset hvor meget du selv vejer. Mange kigger også efter et tungt svinghjul, da det giver en stabil og jævn modstand. Vær dog opmærksom på, at producenterne opgør vægten på svinghjulet forskelligt, så det kan være vanskeligt at sammenligne direkte.
  • Computer. Tjek, at computeren har de ønskede funktioner. Det kan fx være, at du gerne vil have mange automatiske træningsprogrammer, pulsmåling med mulighed for at tilkoble pulsbælte eller tilslutning af tablet eller smartphone via Bluetooth. Kig også efter et brugervenligt display, som er nemt at styre, mens du træner.
  • Størrelse. Hvor meget plads har du til din crosstrainer, og skal den kunne flyttes rundt, når du ikke bruger den? Det kan have indflydelse på dit valg. Husk, at det ikke kun handler om gulvplads, men også loftshøjde – på nogle maskiner kommer du til at rage højt op.

Hvilken crosstrainer skal jeg vælge?

Du kan finde crosstrainere helt ned til nogle få tusind kroner, men som seriøs motionist kan det godt betale sig at gå uden om de allerbilligste og vælge en maskine i en god kvalitet, som du kan have glæde af i mange år.

Sort crosstrainer af mærket Abilica Journey
Den fornuftige Abilica Journey BT

Den fornuftige

Denne solide crosstrainer giver masser af muligheder for sjov og varieret træning. Foruden de 12 indbyggede træningsprogrammer kan du også tilslutte din tablet eller smartphone og med appen iConsole+ Training bl.a. få mulighed for at motionere overalt i verden via Google Street View. Skridtlængden er 40 cm, og modstanden kan justeres i 32 niveauer.

Hvad koster en Abilica Journey BT?

Denne crosstrainermodel kan købes for 9695,- kr. her.

Luksuriøs sort crosstrainer af mærket Sole
Den luksuriøse Sole E35

Den luksuriøse

Modellen her har vundet flere priser og forbrugertests. Den roses ofte for at levere en træningsoplevelse, der minder om den, du får på en professionel maskine i fitnesscenteret. Med en skridtlængde på hele 51 cm passer den til selv meget høje personer. Håndtagene har foruden pulsmåler også hurtigknapper til justering af modstand og hældning. Der er en stribe justeringsmuligheder af bl.a. pedalerne, så du kan indstille den præcis til dig.

Hvad koster en Sole E35?

Denne crosstrainer kan fås for 23.900,- kr. og kan købes her.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: