
Plus: Enkelt at bruge, mange muligheder for selv at designe visning.
Minus: Synkronisering til hjemmeside er langsom.
Pris: 1.899 kr.
Konklusion: Ambit R er et fremragende løbeur, der funktionelt er helt på niveau med Garmins fremragende FR 220 og endda byder på flere navigationsfunktioner. Absolut godkendt.
Af udseende minder Suunto Ambit 2 R om de øvrige Ambit-ure. Men R’et (running) afslører, at dette er en rendyrket løbeversion af uret. Væk er de dyrere modellers outdoor- og multisportsfunktioner, og i stedet bydes på en række velfungerende løbefeatures.
Tryk frem i menuerne, og du kan vælge løb, trailløb, løb på bane og endda løb via ruter, du selv definerer eller downloader. Ambit 2 R er naturligvis GPS-baseret og har desuden ‘fusespeed’, så du også kan bruge det til indendørs løb på fx løbebånd. Her vil det måle dine bevægelser og kalkulere hastighed og løbekadence!
Ambit R er et særdeles vellykket løbeur. Muligheden for at løbe med virtuel partner, intervaller, m.m. fungerer i praksis godt, og displayet er let at aflæse undervejs. Ved at sætte GPS-modtageren uden for urkassen er Ambit faktisk så kraftig, at det ofte finder satellitter indendørs. Remmen er meget blød og føles rar selv på lange løbeture.
Uret er i direkte konkurrence med Garmin Forerunner 220, som udmærker sig ved et lidt mere rapt og lettere design. Til gengæld har Suunto-uret her de navigationsfunktioner, vi savner lidt hos Garmin.