Polar Verity Sense
Pris: 699 kr.
Hvad: Optisk pulsmåler, der spændes om armen eller sættes i svømmebrillen. Kan lagre pulsdata. Batteri: 20 timer.
Info: polar.com
Idéen om optisk – altså lysbaseret – pulsmåling er på ingen måde ny. De første så dagens lys for 10 år siden, og i dag er de at finde i alle sports- og smartwatches og kan kendes som små lysdioder på bagsiden af uret. Det nye ved Polars bud i kategorien er, at den virker!
Vi har testet hundredvis af optiske pulsmålere gennem tiden, og selvom kvaliteten varierer, er den generelle oplevelse, at de er for svingende og ganske ofte – især ved intervaller – måler helt i skoven. De er således umulige at bruge til struktureret pulstræning, og vi vil til enhver tid anbefale et brystbælte, hvis du skal styre intensiteten efter pulsen. Indtil nu altså. Polars måler, der placeres om fx overarmen eller på svømmebrillens elastik, hvis du bruger den til svømning, måler i alle vores tests lige så præcist som et brystbælte. Der er måske en lille forsinkelse på målerens registrering, men det er ikke noget, der i praksis betyder noget.
Dertil er den meget nem at sætte op og fungerer med alle devices – ure, cykelcomputere, iPads og telefoner, så længe de har Bluetooth eller ANT+. Men sensoren behøver faktisk ikke en enhed for at kunne anvendes. Den har internt lager og kan således lagre pulsdata og efterfølgende overføre dem til fx Polars glimrende app, Flow. Batteritiden angives til 20 timer, men er reelt nok nærmere 10, lidt afhængigt af temperaturforhold osv. Det er i underkanten i forhold til det lovede, men stadig nok til selv et meget langt træningspas.

Med den medfølgende klemme kan sensoren monteres i svømmebrillen og således måle puls under svømning.
Konklusion
Et lille, simpelt, men meget brugbart produkt til dig, der svømmer eller bare ikke bryder dig om at træne hårdt med en stram rem om brystet.
Plus: Præcis måling. Nem at sætte op. Fungerer med de allerfleste enheder.
Minus: Batteritid lavere end angivet.
