De store bløde puder sidder meget behageligt på hovedet. Det samme gør den kraftige polstrede bøjle.

Test: Kæmpe headset, kæmpe lyd

Project Rock er et fremragende over-ear-headset målt på lyd, funktioner og komfort. Men det er godt nok også en klods.

12. januar 2022 af Redaktionen

Under Armour Projekt Rock

Pris: 2249 kr.

Hvad: Trådløst over-ear-sportsheadset. EQ og fem NC-indstillinger. Vægt: 294 gram. Batteri: 45 timer uden NC, 35 med

Info: underarmour.eu

Konklusion

Målt på lyd, funktioner, robusthed og komfort er headsettet helt suverænt. Eneste, men også meget markante ulempe er størrelsen. Det er en stor og tung sag.

Plus: Lyd. Styring. Komfort. Virkelig gode noise cancelling-funktioner

Minus: Tungt og klodset. Uegnet til løb.

Over-ear-headsets til træning er noget, der deler vandene. For mange vil de være for store, for varme og for lukkede, når pulsen for alvor kommer op. For andre giver de en suveræn mulighed for at fordybe sig helt i anstrengelserne.

  

Hører du til de sidste, så har Under Armour i samarbejde med JBL i samarbejde med skuespilleren Dwayne ‘The Rock’ Johnson skabt et velspillende headset, der trods de mange kokke fungerer glimrende til træning.

 

Nu er The Rock jo inde over, så forvent ikke et lille forfinet, elegant headset til folk med smalle hoveder. Her er tale om en stor, tung sag med markant tyrehovedlogo og det hele. Til gengæld betyder det også et robust og velbygget headset, der tåler sved og vand og at blive tabt. De har fint klaret regnvejr, sveddrivende træning i centeret og i det hele taget ikke at blive behandlet pænt. 

Trods mange avancerede Bluetooth-funktioner følger der også et jackstik med, så headsettet kan bruges på gammeldags vis.

Styringen er virkelig god. Fem markante knapper med et godt, taktilt feedback på kanterne tænder, slukker, skruer op og ned osv., mens tyrehovedlogoet i højre side også fungerer som knap og bruges til at skifte mellem de fem noise cancelling-funktioner. Her fungerer især Active-indstillingen godt og holder trafik- og vindstøj ude. Det er dejligt ligetil sammenlignet med de ellers populære touchknapper.

 

Lyden er også god – fremragende faktisk. De store enheder betyder dyb bas, men også fine nuancer i lyden. Lyden kan justeres via equalizeren i JBL’s udmærkede app, hvor du også kan vælge The Rocks foretrukne indstillinger. Behøver vi sige, at han godt kan lide bas?


Det kæmpe headset er i vores bog decideret uegnet til løb eller andre højintense kardiodiscipliner, hvor det føles tungt, og man simpelthen koger. Det er dog o.k. til styrketræning og andre mindre dynamiske øvelser. Men mest af alt er det godt som allround-headset. De medfølgende ørepuder er i en gummibelagt skum og fungerer rigtig godt. De suger ikke sved, og de kan afmonteres og vaskes, når de trænger.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: