Nike ZoomX Invincible Run


© Foto: nike.com

Test: Nike leverer uovervindelig blødhed med løbesko

Nikes første træningssko med ZoomX-sål imponerer med lav vægt og en ekstremt blød sål. Men den er ikke for alle.

26. november 2021 af Redaktionen

Nike ZoomX Invincible Run

Pris: 1.499 kr. 

Hvad: Neutral løbesko med ZoomX-sål og masser af blød støddæmpning. Vægt: 264 gram (str. US10). Drop: 9 mm

Info: nike.com

Konklusion

Sjov sko, der viser mulighederne og begrænsningerne i ZoomX-skummet. God til den lette løber, der løber pænt, eller som racesko til dig, der ikke vil gå ned på støddæmpning. 

Plus: Lækker overdel. Lav vægt. Godt rul. Ekstremt meget støddæmpning.

Minus: Meget blød og skrøbelig mellemsål.

Overdelen er i Nikes Flyknit, hvor hele overdelen strikkes af én lang nylontråd. Den er let og meget behagelig.

I de ambitiøse betræbelser på at komme under to timer på maratondistancen lukkede Nike verdens førende kemiingeniører inde på R&D-laboratorierne i Beaverton, Portland, og bad dem udvikle den ultimative mellemsålsskum. Efter flere års udvikling og testning kom de ud igen, og med sig havde de et helt nyt materiale kaldet ZoomX.

Vil du løbe hurtigere - og længere? Så skal du prøve tærskeltræning. Læs alt om, hvordan du gør lige her.

En helt særlig skum,
der på én gang er let, blød og fjedrende. Skummet har indtil nu kun været brugt i highend-racerskoene Vaporfly og Alphafly – med Invincible Run her er det for første gang brugt som eneste sålmateriale i en træningssko.

Ydersålen er forsynet med en masse små knopper og bider godt fast i både våd og tør asfalt samt grus og faste skovstier. 

Det første, man bemærker, er netop den meget tykke og ikke mindst meget brede mellemsål – det er virkelig en klods af en sko. Det næste, man bemærker, er vægten, for hold da op, den er let. 264 gram for en sko af det format, det er slet og ret imponerende og langt under lignende maksimalistsko som Adidas Ultraboost eller Saucony Triumph. Skoen sidder også godt på foden med Nikes altid velfungerende Flyknit-materiale og en kraftig plastkrave rundt om bagfoden, der stabiliserer og styrer skridtet. 

Som det sig hør og bør for tiden, er skoens læst buet (gængeformet), så man vugges hurtigt og effektivt gennem løbeskridtet.

Hvordan er den så at løbe i? Tjaa, den er i hvert fald anderledes. Ude på asfalten mærker man med det samme den lave vægt og den massive, bløde dæmpning. Man mærker også ZoomX-materialets imponerende kickback, og sammen med gængeopbygningen skaber det en meget dynamisk sko, der hjælper til hurtig skridtafvikling. Man mærker dog også, at ZoomX-materialet er ekstremt blødt – skoen er nok den blødeste, vi har testet – og det giver altså en lidt gyngende, svømmende oplevelse. Dertil klasker den lidt underligt hen ad asfalten. En sidste anke er holdbarheden.


Der er meget godt at sige om ZoomX-skummet, men robust er det ikke. Allerede efter 50-60 km i skoen viste det tegn på slid i form af sammenpresning, samtidig med at det også havde fået et par flænger langs siden fra småsten eller grene.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: