Kvinder i fitnesscenteret
© Yusra Madrini

To gode sko til fitness

De rigtige sko til fitness er alfa og omega for at undgå skader samt opnå maksimal udbytte og træningsglæde. Få vores to favoritter blandt fitnesssko her.

8. marts 2019 af Niels Christian Thalund

Fitnesssko til centeret  

Det er med at se sig godt for, når de nye sko til timerne i fitnesscenteret skal købes, for skoene er i dag endog meget specialiserede – fordi det giver færre skader samt øget udbytte og træningsglæde.

Her giver vi dig vores to favoritter blandt fitnesssko til både tempo- og styrketræning.

1. Tempo: New Balance Fresh Foam Crush

To ting gør sig især bemærket ved denne sko: Den er pæn, feminin og strømlinet i designet (farven er ‘Conch Shell with Sea Salt’!), og der er ekstremt god affjedring og støddæmpning i både hæl og forfod.

Den høje, bløde sål får en til at føle sig flyvende i hop, løb og fjedrende bevægelser, og den er ganske enkelt meget komfortabel. Pasformen er tæt, og det kræver lidt slid at få den på, men så sidder den også virkelig godt og med en fornem oplevelse af støtte.

Kontakten med gulvet er fin til aktiv fitness, men den høje sål gør, at man kan føle sig lidt for ‘langt væk’ fra gulvet i timer med vægte, fx Bodypump. Hurtige, sidelæns bevægelser går fint og med tilstrækkelig støtte.

Samtidig er skoen meget let (kun 173 g), og overdelen er behagelig blød – også hælkappen – men alligevel stadig tilfredsstillende stabil, når man bevæger sig.

Har man brug for ekstra støtte omkring anklerne, får man det ikke i denne sko, som er ganske lav i anklen. Vi havde dog ingen problemer med det i vores test.

Pris: 850 kr.
Rating: 5,5/6

New Balance Fresh Foam Crush


© New Balance

2. Styrke: Asics Conviction X 2 Men's

Asics har ramt en suverænt god pasform, og skoen sidder behageligt og tæt omkring hele foden, hvor ikke mindst hælkappen er i særklasse. Snøringen er også rigtig god – kvalitets-snørebånd, der er nemme at binde og ikke glider op – og slutter tilpas højt oppe på vristen, så skoen sidder dejlig fast uden at stramme nogen steder.

Indersålen scorer højt på komfort og giver fornem støtte, i forhold til hvad man kan forvente af en fitness-sko. Ventilationen er rigtig god, og man får ikke kogte fødder. Skoen føles meget let på foden og giver en fornemmelse af stor bevægelighed, samtidig med at den alligevel føles stabil og støttende.

Ydersålen har en fast konstruktion, der ikke kan komprimeres pga. det minimale drop (4 mm). Ydermere giver den et fremragende greb i underlaget, så man står godt fast, om det så er stationære øvelser eller dynamiske øvelser med hurtige retningsskift.

Den generelle konstruktion føles solid, og materialerne opleves meget slidstærke.

Pris: 1300 kr.
Rating: 6/6

Asics Conviction X 2 Men's
© Asics

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Hvilke sundhedsråd har du sværest ved at efterleve?

Vi anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: