Hvordan vasker jeg mit løbetøj med reflekser?
Jeg vasker mit løbetøj ofte. Går det ud over reflekserne på tøjet?
SVAR: Løbetøj med pålimede reflekser kan som udgangspunkt godt klare vaskemaskinens behandling, så længe du undgår blege- og skyllemiddel.
Dog skal du være opmærksom på, at reflekserne efter mange ture i maskinen bliver slidte og mister deres virkning – som hovedregel efter ca. 30 vaske.
Skån reflekserne på løbetøjet
-
Brug det rette vaskemiddel
Drop vaskemiddel, der er beregnet til at vaske hvidt tøj, da det kan indeholde blegemiddel, som slider ekstra meget på reflekserne.
-
Undgå skyllemiddel
Bruger du skyllemiddel, vil det lægge sig som en hinde over reflekserne, så de mister en del af deres virkning.
-
Vask ved lav temperatur
Varmt vand slider på reflekserne, så vask ved så lave temperaturer som muligt.
-
Lad tøjet lufttørre
Gnidningen og varmen fra tørretumbleren slider voldsomt på reflekserne, så hæng så vidt muligt tøjet til tørre.