Den optimale fedtforbrændingszone er området, hvor du reelt forbrænder maksimale mængder kalorier uden at glide over i den sultprovokerende kulhydratafbrænding.
Et nemt trick er, at bruge vejrtrækningen som rettesnor. Den afslører hvilken zone du befinder dig i.
Find den optimale fedtforbrændingszone
Du kan sludre helt uanstrengt: Hverdagsaktivitet. Fedtforbrændingen kører fint, men du forbrænder ret få kalorier pr. minut. Derfor skal der investeres rigtig meget tid i aktiviteten for at hente et målbart udbytte.
Du kan tale i korte sætninger: Fedtforbrændende træning. Energien hentes fortrinsvis fra fedtdepoterne. Samtidig sluger din motion ganske mange kalorier pr. minut.
Du kan kommunikere i enstavelsesord: Konditionstræning. Det meste af energien hentes fra kulhydratdepoterne. Energiforbruget er stort, men det samme bliver sulten i de efterfølgende timer.
Du kan slet ikke sige et ord: Sprinttræning. Under selve de ultrakorte intervaller fyrer du rigtig mange kalorier af. Træningens varighed er dog ret kort, og derfor dræner du ikke kulhydratdepoterne på samme måde som ved den mindre intense konditionstræning. Efterforbrændingen får et gevaldigt boost, når du fyrer den maksimalt af. Resultatet er, at du i flere timer efter træning nyder godt af en opskruet fedtforbrænding.
Vil du forbrænde endnu mere fedt? Sådan optimerer du din fedtforbrænding hele døgnet.