Vi spiser generelt alt for store portioner – langt mere end kroppen har brug for. Se her, hvad en ideel portionsstørrelse er. Læg også mærke til, hvor mange måltider der er.
Morgenmad under slankekur
Er du glad for havregryn, så spis fx 60 gram havregryn og 15 gram rosiner med 2,5 dl minimælk på.
Endnu bedre er det dog at få flere proteiner fra morgenstunden ved at spise 2 æg med 1 skive fuldkornsrugbrød (50 gram) og 150-200 gram tomat/peberfrugt. Supplér med en halv skive rugbrød med 30-40 gram magert kødpålæg, fx kylling eller kalkun.
LÆS OGSÅ: Æg er sundt – se hvorfor du skal spise løs!
LÆS OGSÅ: Opskrift på havregrød - sund, nem og fuld af smag
Hvad er sund morgenmad? Find ud af det her.
Mellemmåltid om formiddagen under slankekur
Da morgenmåltidet formentlig er noget mindre, end det plejer, må du gerne angribe den begyndende formiddagssult med en sund snack. Spis fx et æble eller en banan samt 15 gram peanuts eller mandler.
Frokost under slankekur

Spiser du frokost i en firmakantine, så pas på de lune retter, der ofte er for fede eller rige på kulhydrat. Det er nemmere at styre kalorieindholdet ved at vælge smørrebrød. Kan du ikke købe smørrebrød, så smør madpakke hjemmefra. Vælg 3 halve skiver rugbrød med 50 gram sild og 1 æg på de første 2 skiver og gerne 30-40 gram magert kødpålæg på den tredje.
I stedet for sild og æg kan du vælge at komme 100 gram laks eller 125 gram makrel i tomat eller samme mængde torskerogn plus 2-3 striber remoulade på. Vælger du kun magert kødpålæg, så spis også 1 spsk. fede kerner (fx hørfrø), olie-eddike-dressing eller en halv avocado til. For mere fyld kan du spise en salat af 200 gram grønsager eller 3-5 gulerødder.
Mellemmåltid om eftermiddagen under slankekur
Hold dit blodsukker stabilt ved at forebygge eftermiddagssult med 1-2 stykker frugt. Derudover bør du også få proteiner – fx fra en proteinbar på 50-60 gram. Du kan også vælge 1 skive groft brød med 40-50 gram magert kødpålæg plus et par gulerødder eller 150 gram andre grønsager.
Aftensmad
Har du trænet, er der råd til lidt ekstra kartofler, ris eller pasta. Men på dage hvor du ikke træner om eftermiddagen, bør du spise aftensmad med få kulhydrater i. En sund tallerken kan fx se sådan ud:
200-250 gram magert kød/fisk/fjerkræ
200-300 gram grønsager
50 gram rå vægt af pasta/ris/bulgur eller 225-250 gram kartofler
Sørg for, at der ikke kun er fedt på panden – ca. 2 tsk. olie skal havne i din mave. Giv gerne maden smag med mange krydderier.
Snack før sengetid under slankekur
Er du sulten, så snup 150 gram grønsager (fx agurk, peberfrugt, gulerod, blomkål eller sukkerærter) med dip af 1 dl fromage frais eller skyr plus krydderier.
LÆS OGSÅ: Hvad er dukan kuren?