Når det gælder vægttab og muskelopbygning, så lyder det traditionelle råd, at du må vælge mellem det ene eller det andet. At tabe sig og at bygge muskler er grundlæggende to modsatrettede processer, hvor den første kræver et kalorieunderskud, mens den anden fungerer bedst med et kalorieoverskud.
Ny canadisk forskning fra McMaster University viser dog, at man faktisk godt kan gøre begge dele. Men det er ikke nemt.
800 gram tun om dagen
I forsøget, der varede fire uger, skulle 40 overvægtige mænd i 20’erne indtage 40% færre kalorier, end de normalt ville have brug for.
På den begrænsede diæt skulle forsøgspersonerne så til gengæld indtage en hel del protein. Halvdelen skulle indtage 1,2 g protein pr. kg kropsvægt, mens resten skulle op på hele 2,4 g protein pr. kg kropsvægt.
Omregnet svarer det til, at en mand på 90 kg skal indtage 216 g protein svarende til ca. 800 g tun. Hver dag.
Træning 6 dage om ugen
Samtidig skulle begge grupper træne seks dage om ugen med styrke-, sprint-, HIIT og plyometrisk træning. Desuden skulle de tilbagelægge 10.000 skridt om dagen.
Resultatet viste, at gruppen, der havde indtaget mest protein, også havde tabt mest fedt og øget deres muskelmasse (lean body mass) mest. Proteingruppen smed i snit 4,8 kg fedt og opbyggede 1,2 kg muskelmasse, mens den anden gruppe smed 3,5 kg fedt og opbyggede 0,1 kg muskelmasse.
Kilde: American Journal of Clinical Nutrition
Vil du forbrænde så meget fedt som muligt? Sådan optimerer du din fedtforbrænding hele døgnet.